Tilbage i 1983 sad jeg i en klasse på Journalisthøjskolen, som det dengang hed, og grinede sammen med holdkammeraterne over en undersøgelse vores underviser viste på overhead projektoren.

Det var en omdømmeundersøgelse, som placerede journalister på de nederste pladser af ranglisten over jobtyper, som befolkningen havde tillid til. Jeg husker ikke den nøjagtige placering i bunden, men det stod klart, at vi var på vej ind i en faggruppe, som rangerede side om side med bilforhandlere, når det kom til generel anseelse i befolkningen.

Anden artikel om det at opbygge et personligt community på Facebook for individuelle journalister. Første artikel her: Sjælden sweet spot på internettet står ledig for journalister.

I løbet af de 34 år som er gået siden, har medierne som bekendt været igennem en historisk forandringsproces, hvor alt er forandret og meget er tabt – blandt andet den selvfølgelighed hvormed mediehusene og deres journalister historisk har haft adgang til befolkningens opmærksomhed.

Vi kunne grine i 1883, undskyld 1983 (..det føles decideret fortidigt når jeg tænker på den rejseskrivemaskine, jeg vitterligt cyklede i skole med). Vi kunne grine, fordi det dybest set var lige meget, hvad danskerne synes om os, for dengang købte folk aviser og sad foran kanal 1 i tossekassen med meget stor tolerance for, hvad der blev serveret begge steder.

I en undersøgelse fra 2017 af faggruppernes troværdighed ligger journalister på næstsidstepladsen, og vi er stadig i parløb med vores gamle venner bilforhandlerne.

Det kan godt være, vi sammen som faggruppe snart skulle se på, hvad der skal til for at stige i agtelse. Jagten på nye forretningsmodeller og fastholdelsen af publikum bliver ikke nemmere af, at mediernes indhold bliver produceret af en faggruppe, der deler omdømme med bilforhandlere. Og nej, jeg siger ikke, at det er sandheden om journalister, men det er sådan, folk opfatter os.

Samtidig med at det står skidt til med den gerelle tillid til journalister, er vi i Danmark så heldige at have et højt niveau af tillid til pressen i befolkningen.

Halvdelen af befolkningen udtrykker tillid til nyheder fra medierne generelt, og selvom man godt kunne ønske sig at få den anden halvdel med på tillidsholdet, så er det nok til at placere Danmark på en global 7. plads i den seneste udgave af Digital News Report fra Reuters Institute. Finland ligger nummer et:

Den globale trend er til gengæld stærkt bekymrende. Med ganske få undtagelser befinder medierne sig i en global tillidskrise. I følge 2017 Edelman Trust Barometer ligger tilliden til medierne historisk lavt i mange lande, og målt globalt er tilliden til medierne som samfundsinstitution styrtdykket med et år-til-år fald på fem procentpoint fra 2016 til 2017.

For nogle måneder siden udkom den tvær-nationale undersøgelse The State of Technology in Global Newsrooms, og i den udpeger redaktører over hele verden tillidskrisen som en af mediernes alvorligste udfordringer i øjeblikket (kun i landene i det tidligere Sovjetunionen samt lidt overraskende USA prioriteres tillidskrisen lavt).

Arbejdet med at fastholde og genvinde tillid til produktet foregår løbende på danske redaktioner, først og fremmest med vedvarende investering i dyr, dagsordensættende journalistik, men også med nye greb som fx varedeklarering af research og kilder og den relativt nye praksis med at udnævne og markedsføre stofområde-medarbejdere som redaktører og korrespondenter.

Altsammen godt – og der kan nok også skrues op for indsatsen (hvor stærkt ville det ikke være, hvis vi kunne trække os fri af talemåden “man skal ikke læse i avisen om det, man selv har forstand på”).

Men vi er også nødt til at bidrage stærkere til kampen mod manglende tillid som faggruppe og som enkeltjournalister.

Vi må højere op af ranglisten, og selvom bilforhandlere er hyggelige folk (altid nemme at snakke med!), er det på tide at sige farvel til dem og sigte mod toppen af omdømmeskalaen, hvor vi finder lægerne, dommerne og sygeplejerskerne. Skal man sætte ord på, hvad det er, vi forventer af læger, dommere og sygeplejesker, så er det noget med “dyb viden og kompetence, venlig hjælp og aldrig-svigtende fairness”.

Det er jo dyder, som mange journalister opererer efter hver dag, og for dem, der gør det, er det måske bare så simpelt som at give folk en bedre chance for at opdage og mærke det. Fx ved at stå tydeligere frem som person på sociale medier og invitere så mange som muligt til at følge med i det daglige arbejde.

I en dobbeltartikel, der handler om, hvordan journalister kan bruge Facebook personligt, er det måske bagvendt, at jeg først nævner Facebook nu, men det er med vilje. Den strategi, jeg advokerer for, handler om noget helt andet end Facebook. Mark Zuckerbergs udskældte netværk er bare et redskab på internettet, et middel – det bedste vi har i øjeblikket – til at opnå et mål.

Det mål handler om at give medieforbrugeren en alternativ mulighed for at føle sig forbundet til institutionen medierne. Fx ved at stå i direkte forbindelse til enkeltjournalister, som tør byde op til dans og brugerkontakt via deres personlige profil i et socialt medie. Det er en stærk position at indtage, hvor gevinsten er et loyalt og interesseret mikro-publikum, der gerne træder til med hjælp.

I en tid, hvor tilliden til samfundets institutioner svigter, er tilliden mellem mennesker til gengæld stadig stærk. Vi stoler mere end nogensinde på dem, vi kender. Her og her er to åbne journalist-profiler på Facebook – til inspiration.